Cato Løland

«Albogerom»

13. august – 13. september 2020

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Kun tråden kender sin vej gennem stoffet

Solstråler og havglimt bryder gennem vinduerne mens fjeldene, der omkranser Bergen, nærmest trænger sig på. Landskabet ude skaber en dramatisk kontrast til de flygtige, sfæriske kroppe der, hængende fra loftet og fra væggene, fylder det lyse atelier.  Skulpturelle assemblager af satin, transparente tekstiler, bomuld og tynd, knitrende plastik møder gummi, latex, gips og stearin. Jeg forsøger at genkalde mig de mange indtryk fra mit første møde med Cato Lølands værker på hans atelier i Bergen sidste forår. Jeg prøver at huske den måde sammenstødene mellem materialerne gjorde mig opmærksom på deres taktile kvaliteter, på deres lugt. Den måde værkerne indtog rummet – på en gang skrøbelige og insisterende i deres tilstedeværelse. 

Tydeligst husker jeg en spinkel skulptur, der hang fra loftet. Den var som en dansers krop, let og yndefuld. Dens kerne bestod af to let bøjede stålrør, som er blevet påført gips. De hænder, der har grebet om stålrørene har efterladt tydelige aftryk i det våde materiale. Den bevægelige overflade gik igen i hele skulpturkroppen, der blidt svajede fra sit snoreophæng i loftet. Værket åndede og bevægede sig, reagerede på min krop og de næsten umærkelige bølger af luft, som man skubber foran sig når man går. Et lyst stykke stof hang mellem de to øverste punkter på stålrørene. Det havde frynser for neden og to buede stropper var monteret på den øvre del af stofstykket. Helt umiddelbart ledte jeg straks efter menneskelige træk i materialerne, forsøgte at genkende værket som en krop. Som en maske med øjne eller en krop med aftegnede bryster? Værket hedder Oss, antenner og er fra 2019.

Et insisterende fokus på materialets særegne kvaliteter og interessen for at få dem til at træde frem, løber som en tråd gennem hele Cato Lølands virke og folder sig for alvor ud i værker som Oss, antenner, hvor umærkelige aftryk fra hans egen krop indgår i skulpturens og etablerer en flydende udveksling mellem hans krop og materialet han arbejder i. I andre værker er dette greb mere subtilt til stede. I værket Gjennomsiktig form, 2019, hænger et florlet stykke polyesterstof fra loftet i en tråd, der er monteret i hvert af stoffets fire hjørner. De lette transparente kunststoffer, der går igen i mange af Cato Lølands værker, tilføjer en skrøbelig flygtighed til værket. Stoffet er blevet klippet op i baner, så det kun lige akkurat stadig er et sammenhængende stykke. Lølands gestus i materialet bliver en formation, der bestemmer min opfattelse af rummet, et filter jeg, som beskuer, kommer til at se arkitekturen igennem og som bestemmer måden jeg befinder mig i det og bevæger mig på. En lignende teknik er benyttet i værket Sølvrygg. Det sølvglimtende polyester falder let fra loftet i sit snoreophæng og hæfter sig på væggen i en elegant bue. Vinden kan så let som ingenting gribe i det gennemklippede stof. Foruden at aktivere betragterens krop og aktivt hæfter sig på arkitekturen peger værket også på sig selv som en krop. Eller et fragment af en krop – nemlig en ryg.

Sådan veksler, forskyder, forskubber og oversætter Cato Lølands værker hele tiden relationen mellem krop, arkitektur og materiale. Forskydningerne sker særligt gennem den gennemgående brug af stof og tøjrester, der konstant skifter position i hans værker og hvis form og udtryk er svært at fastholde i en entydig forståelse af, hvad der er på færde. Materialevalget giver værkerne intimitet, tilføjer en nærhed, som særligt stammer fra brugen af tekstilerne. For tekstil er vel først og fremmest et materiale vi relaterer til vores krop – til det tøj vi klæder os i. På den måde taler stoffet i Cato Lølands værker også om fraværet af en krop. Det gemmer på usynlige aftryk, fra de personer, der har båret eller skabt det – som videregiver et kropsligt nærvær i værkerne.

Den danske forfatter Ida Holmegaard skriver i LOOK, 2020, en slags hybridtekst mellem essay og roman, om tøj, tekstiler og køn. Hun beskriver hvordan stoffet vi klæder os i, bliver læst af vores omgivelser. Hvordan tøj kan være kilde til glæde, men også ustandseligt udøver sin egen subtile magt ved at koreografere kroppen, og dermed indskrive den i et køn, en alder, en socialstand, en nationalitet eller et job, som vi ikke nødvendigvis føler os hjemme i. Gennem Cato Lølands præcise materialevalg og sammensætninger fremstiller han en lignende pointe. For ved at dekonstruere tøjstykker og tekstiler, trævler Løland vores velkendte omgang med beklædning op og skaber værker, hvor køn og identitet kan flyde mere frit – hvor kun tråden kender sin vej gennem stoffet, som Ida Holmegaard skriver.

På samme måde perforerer Ida Holmegaard stoffets kulturhistorie. Som Ida Holmegaards tekstlige behandling af klædning og tekstil, fastholder Cato Løland blikket på de taktile og synlige overflader, hvor normer og stereotyper kan tages til forhandling. Tøj er som et kostume, der fortæller hvem vi er eller hvem vi gerne vil opfattes som, et harnisk vi kan beskytte os bag. Vi kommunikerer gennem tøj, bruger dets sociale, kulturelle og kommercielle status, i et forsøg på at styre læsningen af vores kroppe. Tøj er levende projektionsflader, et ekstra lag hud, der for en stund bliver en del af kroppen for i næste øjeblik at kunne efterlades som en tom ham på gulvet. Det er netop denne levende kropslighed fra tøjet, som går igen og animeres i Cato Lølands værker. I Oss, antenner, 2019, Gjennomsiktig form, 2019, Sølvrygg og en række nye værker er værkernes delikate lag af stof som tynde membraner. Hud, der luftigt aftegner og antyder kroppe i rummet. Og de er ikke blot én krop, men snarere fragmenter af mange. For værkerne er umulige at adskille fra de forskellige kroppe, der har båret eller skabt tekstilerne, som skulpturerne udgøres af. Værkerne er både sin egen krop og andres. Organiske kroppe og industrielt producerede materialer på en og samme gang.

I en række af Cato Lølands nyeste værker fra 2020 er kroppen mere påtrængende i sin tilstedeværelse. Værkerne er skabt af gamle jeans, der er blevet beskåret, strakte og forvredet i nye positurer, udspændt fra vægen af en bøjet metalstang eller vævet sammen med silketynde baner i orange og lilla, der står i skarp kontrast til denimstoffets farve og tekstur. De søm og syninger, der gav stoffets dets faste form og evne til at omslutte en krop og dens bevægelser er blevet dekonstrueret og er delvist tilbageført til de oprindelige udskæringer af stofbanerne.

Med tekstilerne som sine primære materiale betoner Cato Løland relationen mellem værk og krop og indskriver sine værker i de komplekse, relationelle netværk som udgør vores verden. Tekstilerne er genbrugt tøj og frasorterede stofrester. De er på et tidspunkt blevet givet en form og en etymologi, en historie, som de bringer med sig. Og selvom de på en måde er trådt ud af den fortælling, de oprindeligt var tiltænkt er stofferne fortsat en del af en global fortælling, der kan strække sig fra bomuldsplantager og sweatshops over designafdelinger i internationale modehuse til globale handelsaftaler og frihandelszoner. Tekstilerne peger på den globale kapitalismes strukturer, der sikrer virksomheders og varers frie bevægelighed og som samtidig er med til at fastholde mennesker i sociale og økonomiske bevægelsesmønstre.

Spor fra ukendte arbejdende hænder er indvævet i klædet, det gemmer sig i tøjets søm og i stoffets trævlede strukturer. Det er alt sammen information, der er blevet indlejret i materialet og som således også tager del i værket. Det gemmer på historier om silkeormens spundne puppe, der består af metervis af en fin, spinkel silketråd. Eller råolien, der kan forvandles til slidstærke kunstfibre og væves til polyester. Om bomuldsplanten, der dyrkes i store dele af verden – både i Vesten og i tredjeverdenslande. I konventionelle bomuldslandbrug anvendes store mængder pesticider og gødning – jorden udpines, bønderne skades af kemikalierne. Det er en ressourcekrævende, global og postkolonial tilstedeværelse, der har indlejret sig i tekstilerne.

Det kan virke svært at indfange Cato Lølands skulpturelle værker i ord og sætninger: de vækker nærmere en fornemmelse af, at der skal opfindes et nyt sprog for de kropslige og flygtige skulpturer – eller at de skal have lov til også at forblive sprogløse. For ligeså kropsligt tilstedeværende og bevægelige de er, er de også hele tiden ved at opløse sig selv. På den måde tillader Cato Lølands værker, at flere oplevelsesplaner eksisterer side om side som halvt opløste mellemrum og overgange i en bestræbelse på at sætte verden sammen på ny. Netop dette er et gennemgribende træk i Cato Lølands praksis: værkerne er på en gang poetiske og dybt pragmatiske, når han med de velkendte og hverdagslige tekstiler koreograferer betragterens og ikke mindst værkernes bevægelse i rummet. Det er omskiftelige og flydende skulpturkroppe, der agerer globalt, politisk og økonomisk bevidst.

Nanna Stjernholm Jepsen

Teksten er produsert i samarbeid med Tag Team Studio og var planlagt publisert til utstillingen Løland skulle presentere der våren 2020.